Hyperkristus (dk)
I Simulacra et Simulation sondrer Jean Baudrillard over realitetens overgang til hyperrealitet. Det hyperreelle er i hans øjne en tilstand, hvor oplevelsen af det reelle er umulig at skelne fra en simulation af det reelle. Det er en tilstand, hvor tegnets udtryk løsriver sig fra dets indhold. Baudrillard beskriver overgangen til denne tilstand gennem billedets overgang fra realisme til simulacrum, et tegn uden relation til sit indhold, hvis udtryk kun peger mod andre tegn. Han fremlægger en række af faser af afbildningen som bevæger sig mod simulacrum:
”Such would be the successive phases of the image: it is the reflection of a profound reality; it masks and denatures a profound reality; it masks the absence of a profound reality; it has no relation to any reality whatsoever; it is its own perfect simulacrum.”
En afbildning peger per definition mod det afbildede og et tegn mod dets indhold. Hvad peger vores forståelse af Jesus Kristus imod? Jesus Kristus refererer til den historiske Jesus af Nazareth, den litterære figur der fremgår af evangelierne, det levende ord, sønnen i treenigheden osv. ad infinitum. Enhver af disse virkeligheder bliver nødt til at sameksistere i forståelsen af Kristus, der er dog et reelt og begrebslig skel mellem iterationerne af Jesus Kristus. Mennesket Jesus af Nazareth er kvalitativt anderledes fra det evige Logos, som fremgår af Johannesevangeliet. Desuden er de Jesus af Nazareth, der afbildes i det forskellige evangelier uforenelige med hinanden på tværs. Det er dog absolut centralt, at disse personer ikke bare er den samme person, men er ligeværdigt Kristus. Enhver egenskab, der tilfalder en iteration af Kristus, er ikke nødvendigvis gældende for alle iterationer af Kristus, men må i sidste ende gælde for den samlede definition af Kristus. Hvis man vil forstå Kristus som den paradoksale enhed der indeholder alle iterationer af Kristus, bliver man nødt til at konstruere en Hyperkristus. Jeg låner forståelsen af hyper- præfikset fra den matematiske idé om hyperstrukturer, altså komplekse systemer, der består af iterative strukturer: en struktur af strukturer. Hyperkristus er i sin essens Paradokset, som Kierkegaard refererer til i Philosophiske Smuler. Det er den tidsliggjorte uendelighed, sandt menneske og sandt Gud, som forarger den som møder det. Det er en stamfunktion, der ikke kan integreres ud fra dens afledte funktioner.
Peger Hyperkristus i så fald mod den historiske Jesus? Det er umuligt at pege mod den historiske Jesus, for vi har som sådan ingen forståelse af hvem det er, udenfor de kristologiske systemer, der står rundt om ham. Hvad så om den opstandne Kristus? Forstås den konfessionelle, den narrative opstandelse, eller den teologiske opstandelse? Hvilken forståelse af opstandelsen er den reelle opstandelse, hvis den konfessionelle opstandelses mening peger på en narrativ opstandelse, som i sidste ende peger på en teologisk opstandelse, der tager udgangspunkt i konfessionen? Ganske vist kan man argumentere for en syntetisk forståelse af hvad opstandelsen er, men det er umuligt at danne sig en reel forståelse af den opstandne Kristus fra en cirkulær forståelse af tegnene. I en ideel verden, ville alle iterationer af Kristus pege mod henholdsvis den historiske og den opstandne Kristus, men vi kan kun pege på forskellige iterationer af Jesus Kristus, der alle sammen peger mod hinanden, for at beskrive Kristus: et tegn der kun peger mod sig selv, et uendeligt stort Spiderman meme, et hyperreelt simulacrum.
Dette postmoderne betydningstab gennem pluralitet er ikke en fordring til forkastelsen af Kristus. I det Kristus bliver et simulacrum af uendelige iterationer, må vi anerkende at Kristus ikke kan forstås gennem de konfessionelle, litterære, historiske og dogmatiske fremstillinger. I mine øjne står to ting tilbage: Kristi lære og paradokset.
Kristi lære, f.eks. det dobbelte kærlighedsbud, står tilbage som en analyserbar påstand, der ikke relaterer til Kristi væsen, men til mennesket i relation med det uendelige og den næste.
” Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind. Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: Du skal elske din næste som dig selv. På de to bud hviler hele loven og profeterne.” (Matt. vv. 37b-39)
Vores relation til Gud, Kristus, kan derudover kun forstås gennem en hengivelse til paradoksets mystik.